Friluftsforside

Britt er uddannet tekstilformgiver, kanoinstruktør og en haj til at lave lækker bålmad.

Har derudover erfaring indenfor, kajak, skiløb, vandring og generelt friluftsliv.

Britt har derudover en stor viden om plantefarvning.

Britt har I 10 år arbejdet på et socialpædagogisk opholdssted, og før det 8 år i fritidsklub i en afdeling for børn med særlige behov.

Peter er uddannet fotograf, kano- og træklatreinstruktør og en dedikeret friluftsentusiast.

Har erfaring indenfor klatring, kano, kajak, vandring, langbueskydning og knivmageri.

Peter har I ca. 16 år arbejdet med unge på et socialpædagogisk opholdssted.

Vores fælles baggrund:

Vi har begge i vores arbejde med børn og unge gjort brug af friluftsliv som pædagogisk virkemiddel bl.a. ved igennem et år, at have stået for projektet ”Aflastning i det fri”, hvor vi gav de unge et indblik i friluftlivets glæder, samtidig med at de arbejdede med egne grænser og udvikling. Derudover har vi, både sommer og vinter, planlagt talrige ture med unge, både her i landet samt Norge og Sverige.

Vi har gennem årene oplevet at friluftslivet er et fantastisk virkemiddel i arbejdet med unge mennesker. Den oplevelse, samt i det hele taget oplevelsen af, at være ude i naturen, vil vi gerne forsøge at dele med andre.

 

Samtidig er vores oplevelse, at der er mange familier o.a. der ligesom har en blokering eller en lille frygt for, at kaste sig ud i friluftslivets glæder. Det kan være tanker som, skal man ikke have en masse dyrt udstyr, hvad skal man spise, hvordan skal man tilberede sin mad, hvor må man overnatte osv. osv.

 

Vi mener ikke man nødvendigvis behøver, at drage til det store udland eller eje en masse avanceret friluftsgrej, men derimod, at man kan finde en del grej rigtig billigt, og at vi har en fortræffelig natur lige udenfor døren. Det er bare et spørgsmål om, at turde gå ud og bruge den, og det vil vi gerne hjælpe med input til, at man får gjort.

 

Derfor har vi tilrettelagt nogle kurser for, at formidle vores glæde og interesse for friluftsliv videre, samtidig med, at vi vil give nogle input til, hvad man kan, hvor man skal passe på og hvordan man kommer videre bagefter. Turene er tænkt til, at være brugbare for stort set alle, der har den mindste interesse for, at komme igang med, at dyrke friluftsliv på et begynderplan. Specielt pædagoger i skoler, specialtilbud eller plejefamilier vil selvfølgelig kunne drage nytte af vores erfaringer fra arbejdet med udsatte børn og unge. Men helt almindelige familier og turister, vil også kunne drage nytte af, og måske blive skubbet igang med friluftslivet.