Tempelridderne

Ridder og sergent af Tempelherreordenen

(Arme riddere af Kristus og Salomon templet):

 

Den første kristne militsorden bliver grundlagt ca. år 1118-1119 af otte riddere, med ridder og veteran fra første korstog Hugues af Payens som den første stormester. Ordenen blev dannet som en milts med formålet om at beskytte pilgrimme, på vejene i det Hellige Land. Kong Baldwin II af Jerusalem giver ordenen hovedkvarter i den erobret Al Aqsa Moske på Tempel Bjerget i Jerusalem, Tempel Bjerget mente man var ruinen af Salomons Tempel, derfor refererede man på tidspunktet til Al Aqsa Moskeen som Salomons Templet. Den nye orden tog derfor navnet "Arme Riddere af Kristus og Salomons Tempel" og blev kendt som tempelherreordnen eller tempelridderne.

Tempelherreordenen fik en betydelig hjælpende hånd, af datidens store kirkeautoritet cistercienser abbeden Bernard af Clairvaux, da han som varm fortaler for ordnen, skrev dem cisterciensermunke ligene klosterløfter, samt breve der godtgjorde hvordan tempelherrerne kommer direkte i himmerige når de dødede i kamp. Efterfølgende opnåede tempelherreordenen anerkendelse som den første gejstlig militærorden, ved kirkeforsamling i Troyes i Frankrig i år 1128, samt igen af Pave Honorius II året efter. Tempelherreordenen oplevede ligesom cistercienser munkeordnen efterfølgende en stor popularitet, ordenerne fik et betydelig optag af adelsfolk, samtidig med de åbnede huse og klostre i det meste af det katolske Europa.

Tempelherreordenen udvikler sig som en elite hærstyrke, struktureret efter principperne i en munkeorden. Klostervæsnets titler bliver udskiftet med en militærrang, soldaterne lever uden påvirkning fra det omkringliggende samfund som en munkeorden, men træner, vedligeholder udstyr og udkæmper krige, i stedet for de sysler som munke plejer at tage sig af. Tempelherreordenen udkæmper som frontlinje imod hedenskabet, krige og plyndringstogter igennem 200 år, bl.a. i det Hellige Land, men også på den iberiske halvø og i Østeuropa.

Udover at udvikle sig som en betydningsfuld militær magt, så udviklede tempelherreordenen sig også som en betydelig økonomisk magt, bl.a. via donationer af penge og store landområder fra adelen i hele den kristne verden, samtidig med de af forskellige paver modtager store privilegier, som eksempelvis skattefrihed. Ordenen indførte også for tiden helt nye økonomiske tiltag, blandt andet verdens første internationalt banksystem. Donationer, privilegier og de økonomiske tiltag gjorde tempelherrerne ekstremt økonomisk stærke, i forhold til datidens konger, herremænd og andre kristne klosterordener. Mange verdslige som gejstlige kom i stor gæld til ordenen, da med privilegier fra paven, var de eneste kristne der måtte udlåne penge med rente. Efter det Hellige Land er gået tabt i 1291, optager tempelherreordenens hurtigt handelen med den tidligere arvefjende muslimerne, dette til paver og andre kristne klosterordeners store forfærdelse.

Tempelherreordenens sidste stormester Jacques de Molay nægter i slutningens af ordenens historie, at følge Pave Clement V ide om at sammenlægge tempelherre med johanniter og teutonerne ordnerne, med den franske Kong Philip IV i spidsen for et nyt korstog. Dette skal ses i lyset af, at paven skylde den franske konge store summer af penge, samtidig med at den franske konge ligeså var i stor gæld, men til tempelherreordenen. Tempelherre stormesteren blev kaldt til paven i Frankrig for at drøfte emnerne, men i året 1307 bliver stormesteren og tempelherre verden over arresteret, da de af den franske Kong Philip IV og Pave Clement V beskyldes for kætteri. Paven opløser ordenen fuldstændig i år 1312, to år efter blev den sidste stormester Jacques de Molay, brand på bålet.